skip to Main Content

Ny sporleder til børn med særlige behov

Velkommen til Sofie

Sofie er vores nye sporleder for børn med særlige behov. SSB har historisk set haft en stor afdeling for børn med særlige behov. Det er besluttet fra formandskabets side at man ønsker at styrke denne i årene fremad. Det er her Sofie kommer ind i billedet.

Sofie er 27 år og bor på Nørrebro. Hun er uddannet bachelor i Ernæring og sundhed og har derudover en kandidat i Idræt og sundhed fra Syddansk Universitet. Hun fortæller selv at hun har dyrket mange forskellige slags idræt, som svømning, ridning, roning, cykling og crossfit. Dermed har hun igennem tiden været en del af mange forskellige foreninger og hun elsker det sammenhold som en Idrætsforening kan give.

Hun fortæller desuden: ”Jeg har tidligere arbejdet på en specialskole for børn med særlige behov som autisme, ADHD og fysiske handicaps. Derudover har jeg i løbet af min studietid beskæftiget mig med idræt og motorisk udvikling i henhold til denne målgruppe. Jeg glæder mig derfor til at arbejde med aktiviteter til denne målgruppe i SSB.”

Det der motiverer hende mest ved sporlederrollen er, at have kontakt med mange mennesker og være medvirkende til at flere børn med særlige behov kan deltage i aktiviteter i foreningen.

Sofie er allerede godt i gang og ser frem til at møde jer derude. Tag godt imod hende.

Back To Top